

Det er med stor glæde at Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening og Kulturium i Ishøj kan præsentere netop dette et år gamle band. Der bliver ganske enkelt både spillet for øret, danseskoene og øjet når Southland Jazzband leverer autentisk jazz.
Sidste år startede det nye sydfynske orkester Southland Jazzband. De spiller og synger de gode New Orleans og swingmelodier fra 20'erne og 30´erne.
Med kærlighed til den helt specielle spillestil og sound, fra den gang, puster kvintetten liv i tradjazzens repertoire. Musik som er håndplukket fra de store mestre: Louis Armstrong, Sidney Bechet, Chris Barber og Papa Bue.
Fortolket og udført på 1. klasse og alt sammen pakket ind i tidens dress af stil og skarpe jakkesæt.
Initiativtageren er trompetisten Asbjørn Kamban, der siden han kom tilbage fra konservatoriet, har syntes at der mangler et rigtigt traditionelt jazzband. De to forsangere Anders Ringgaard og Jon Bjarnason der henholdsvis spiller basun og banjo, havde fortid i Summertime Jazzband, der spillede landet tyndt. Christoffer Find på klarinet og sax og Jens Holgersen på kontrabas, har spillet gammel jazz i mange år og med mange forskellige bands.
Southland Jazzband har bevidst valgt at spille uden trommer, for i stedet at dyrke de bløde klange i musikken og holde lydniveauet nede.
Besætningen er:
Asbjørn Kamban - trompet
Anders Ringgaard - basun og sang
Christoffer Find - klarinet og sax
Jon Bjarnason - banjo og sang
Jens Holgersen - kontrabas.
Traktørstedet tilbyder dejlige lækkerier - så kom i god tid og få frokosten overstået inden musikken går i gang.