Med udgangspunkt i silkefund fra Kina, Centralasien og Syrien. Silkevejen er egentlig et ukorrekt ord, da der er tale om et netværk af handelsveje, der forbandt Kina med Mellemøsten og Europa.
For et par tusinde år siden blev det gigantiske vejsystem, hvis strækninger tilsammen udgør næsten 15.000 km, som svarer til knap en tredjedel af Jordens omkreds, kaldt for Kejservejen eller Karavanevejen. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at den fik sit nuværende poetiske navn, idet den tyske videnskabsmand Baron Ferdinand von Richthafen omtalte den som Seidenstrasse. Navnet slog igennem i mange sprog, på engelsk Silk Road. Silkevejens 'guldalder' var først og fremmest under Han-Dynastiet (205 f.Kr.-220 e.Kr.), men igen under Tang-Dynastiet (618-907 e.Kr.) oplevedes en blomstringstid. Silkevejen er historien om kulturer langs vejen, den fortæller om nomader og byfolk i Centralasien og er bindeleddet mellem øst og vest. Silke var blot en af de mange kostbare varer, der blev udvekslet mellem øst og vest ad Silkevejen. Jade og lapis lazula, krydderier, frugter og blomster kom til Europa via de gamle færdselsruter. På vej til Kina var karavanerne belæsset med guld, sølv, uld- og lærredsstoffer, elfenben og rav. Mange mennesker, deriblandt håndværkere, gøglere og kunstnere, munke, pilgrimme og soldater rejste alle ad Silkevejen, og de lærte nye ting og spredte viden undervejs